DiverseFeaturesNyheder

Sådan undgår du skader på skiferien

Vi danskere er ikke ”født med ski på”, og vi har ikke de største forudsætninger for at øve skiløb i Danmark. For de fleste af os bliver det kun til en uges tid eller to om året, hvor vi har mulighed for at rejse ud til de rigtige skinationer i nord eller syd. På trods af de dårlige træningsmuligheder i Danmark er der mange danskere, der står rigtig godt på ski, og i mange familier er der årelange traditioner for at tage på skiferie. De fleste skientusiaster får en god oplevelse med en masse skiløb, frisk luft og hygge med familie og venner, men en del kommer hjem med brækkede arme og ben eller ødelagte knæ. Med lidt forberedelse og sund fornuft kan risikoen for skader minimeres, og jo tidligere du starter forberedelserne, jo bedre er det.

Alle kan være uheldige
Træning og forberedelse er dog ikke altid nok i kampen for at undgå skader. Selv med den rette træning og mange års erfaring, får selv professionelle skiløbere skader, og nogle af skaderne er så alvorlige, at atleterne må stoppe karrieren. Pokerspiller og medlem af Team PokerStars, Marcin Horecki, der tidligere har været på det polske landshold i alpint skiløb, og den amerikanske skilegende Lindsey Vonn, har begge indstillet en karriere med skiløb på højt plan, på grund af gentagne skadespauser. Man kan naturligvis ikke sammenligne topatleter og amatør skiløbere, men det beviser blot, at vi alle kan blive ramt af skader.

De typiske skiskader
Der er desværre mange måder at komme til skade på under en skiferie. Ifølge Netdoktor.dk er de mest almindelige skader:

  • Brækket kraveben
  • Håndskader – Især forstuvning af tommelfingeren
  • Vridskader i knæleddet – I mere alvorlige tilfælde kan der være tale om overrivning af ledbånd og korsbånd eller beskadigelse af menisken
  • Vridskader i anklen
  • Fibersprængninger
  • Knoglebrud
  • Hovedskader

Mange af disse skader kan dog let undgås.

Hvor tidligt skal jeg begynde forberedelsen
En del af forberedelsen består af fysisk træning. Hvis du ikke er vant til at træne, anbefaler de fleste træningsprogrammer, at du skal starte minimum 3 måneder inden skiferien. Det er nemlig ikke kun dine muskler der skal trænes, men også dine led og sener. Trænede muskler og led giver den bedste beskyttelse mod skader, og samtidig giver muskelstyrke en bedre kontrol over skiene. Hvis du i forvejen er veltrænet og i god fysisk form, så kan du sikkert nøjes med kortere tid – men hellere træne for meget end for lidt. Husk at der er stor forskel på at træne to gange om ugen i træningscenteret, og på at stå på ski 4-5 timer om dagen.

Apps og websites hjælper med de rigtige øvelser
Hvis du gerne vil sikre dig en god forberedelse inden skiferien, men ikke ved hvordan du kommer i gang med den fysiske træning, så kan du starte med at hente en af de mange apps til formålet. Jeg kan blandt andet anbefale apps som SnowFit og SkiFit. Der findes også en del hjemmesider med gode træningsprogrammer. Læs f.eks. denne artikel fra Alt.dk med en masse forskellige øvelser, der hjælper dig i topform inden skiferien.

Hvad kan jeg ellers gøre for at undgå skader

Udover den fysiske træning er der flere tips til at undgå skader.

Få undervisning – Hvis du ikke hører til de mest erfarne skiløbere, så er undervisning på skiskole et must. Her lærer du hvordan du står rigtigt på ski og dermed undgår skader.

Husk skihjelm – En hjelm beskytter dig mod alvorlige hovedskader som hjernerystelse og kraniebrud. Husk at hjelmen skal være en godkendt model.

Rygskjold – Skjoldet beskytter dig ved styrt, og forbygger rygskader og knoglebrud.

Stropper på skistavene – Forkert brug af stropperne kan give forstuvning i tommelfinger og håndled. Hvis du er i tvivl om hvordan stropperne bruges rigtigt, så lad helt være med at bruge dem.

Husk pauser – Skiløb er hårdt for muskler og kondition. Hvis du bliver træt, er risikoen for styrt og uheld større, end hvis du er frisk og udhvilet.

Pas på alkohol – Det er lækkert med en lille én i pausen, men sport og alkohol passer ikke særlig godt sammen. Mange skiulykker sker på grund af indtagelse af alkohol.

Hvis du er uheldig og skal en tur på hospitalet, så husk at have dit sygesikringsbevis på dig.

Sidst men bestemt ikke mindst, så husk at du ikke er Franz Klammer eller Alberto Tomba. Lad være med at blive overmodig eller dristig, og kør efter forholdene. Man mærker ofte stor fremgang efter en uge på ski, men husk at de første dage, er du måske ikke helt på samme niveau, som da du rejste hjem sidste år.