Amager skibakke

Amager Skibakke er unik og fantastisk

Foto: Kristina Møller

Fredag åbner Amager Skibakke/Copenhill. Danskerne kan nu stå på ski få kilometer fra centrum af landets hovedstad. Det lyder vildt. Og det er det.

SkiSverige.dk har prøvekørt hovedstadsbakken med kunstunderlaget, og er meget begejstret.

Ægte skiløb få minutters kørsel fra centrum af København. Foto: Kristina Møller

Bæredygtighed med ekstra værdi
Bæredygtighed er det, vi alle taler om. Naturligvis med rette. Med Amager Bakke er taget skridtet videre. Her er et projekt omkring bæredygtighed med til at skabe ekstra værdi for byens borger. Amager Ressourcecenter er et af verdens bedste forbrændingsanlæg til udnyttelse af affald. På toppen af anlægget er der så bygget noget så surrealistisk som en skibakke! Amager er gået fra at være lorteøen, og et hjemsted for enorme lossepladser med mange tusinde skrigende måger, til at være et sted med verdensførende affaldsudnyttelse, og hjemsted for en unik skibakke. What’s not to like.

Udsigten fra Amager Skibakke er unik. Foto: Kristina Møller

450 meter piste
Bakken er placeret indenfor et kvarters cykeltid for omkring en halv million mennesker. Lettere kan betingelserne for at blive skiløbere ikke blive. Forbrændingsanlægget er 85 meter højt, og pisten er 450 meter lang. Tre rullebånd og en træklift sørger for at skiløberne kan komme til toppen. Det øverste område, der betegnes som rødt, er det mest attraktive, hvis du bare har en smule erfaring som skiløber. Liften virker til at være effektiv, og hældningen på bakken rigtig god. Der er ikke tale om en helt plan piste. Der er ganske enkelt bygget buler og hældninger ind. Fantastisk gennemtænkt.
Desuden findes muligheden for at køre på en slalombane med porte og konkurrere på tid mod dine venner. Eneste kritikpunkt er, at det stiger en smule op til starten af trækliften, hvilket kræver lidt arbejde med stavene.
De to nederste områder på pisten er mere plant, og dermed perfekte til nybegyndere og folk med mindre erfaring. Her er også funpark område, hvor der kan øves tricks.

Nederst på bakken er der rullebånd og funpark. Foto: Kristina Møller

Hurtigt glemmer man, at det ikke er sne
Underlaget til pisten er leveret af italienske Neveplast, og overfalden er grøn!
Man kan ikke undgå at undre sig, når man første gang ser bakken. Kan man virkelig stå på ski på den plastikbelægning? Og hvis man kan, er det så ikke svært? Ja og tjo.
Underlaget er fantastisk, og efter et par turer tænker man ikke over, at det ikke er sne. Men naturligvis er der forskel. Teknikken skal være på plads og udstyret skal være i orden. For du bliver hurtigt straffet for dine småfejl, og koncentrationen skal hele tiden være i top, hvis du vil levere godt skiløb. Men det er faktisk en for fordel. Du kan ganske enkelt hurtigt blive en bedre skiløber ved at træne på CopenHill.

Trækliften er velfungerende. Foto: Kristina Møller

En gamechanger
Etableringen af skibakken i København vil uden tvivl få stor betydning for skisporten i Danmark. “Det er en gamechanger for skiløb Danmark. Særligt er vi glade for at både i konstruktionen og i driften er langt op til, at det er et rigtigt skisportssted og ikke bare et sted til polterabends”, lød det torsdag fra Kenneth Bøggild, der er generalsekretær i Danmarks Skiforbund. “Vi håber på, at bakken kan hjælpe danskerne med at tænke på ski som noget, man blot dyrker en uge om året”, uddyber Bøggild, der bliver bakkes op af Christian Engles, der er direktør for driftselskabet Copenhill. “Det er jo ikke Val d’Isere. Vi driver skianlægget med et formål, og med vores mange samarbejdspartnere kan vi tilbyde et rigtigt godt produkt”.

Den øverste del af skibakken er mest attraktiv. Foto: Kristina Møller

Nej. Amager Skibakke er ikke Val d’Isere. Men det er super fedt og meget anbefalelsesværdigt. Og fik vi understreget, at der er skicenter med udlejning af ski og støvle samt Afterski-muligheder plus en restaurant på toppen af bakken.

Der er åbnings weekend på Amager Skibakke den 4. til 6. oktober med masser af aktiviteter.