Stöten

Stöten i Sälen åbner den 9. december med flere nyheder

Torsdag den 9. december åbner pisterne hos Stöten i Sälen for årets sæson. Stöten går skisæsonen i møde med priserne som Sveriges bedste skidestination, Sveriges bedste skisportssted for børn og Sveriges bedste pist i bagagen og arbejder nu videre for at være Sveriges bedste skisportssted. I den kommende sæson præsenterer Stöten flere store nyheder, blandt andet 1000 nye sengepladser, yderligere udbygning af snekanonsystemet og derudover tages første spadestik til det nye hotel Soltorget Ski Lodge, som kommer til at stå klart i 2023.

I foråret vandt Stöten hele tre guldmedaljer, da destinationen blev kåret til Sveriges bedste skidestination, Sveriges bedste skisportssted for børn og Sveriges bedste pist af det svenske skimedie Freerides læsere.

”Vi er meget stolte af de fine priser vi har fået, og vi ser det som gæsternes positive reaktion på de langsigtede investeringer, som vi har arbejdet på i løbet af de seneste sæsoner. Nu glæder vi os rigtig meget til at hilse sæsonens første gæster velkommen, det er altid en festdag, når sæsonen åbner. Vi regner også med at se rigtig mange danske gæster denne sæson, vi har savnet dem. Efter to sæsoner der har været påvirket af pandemien, har vi gode rutiner for at forebygge smittespredning på skiferien,” siger Johan Thorn, administrerende direktør, Stöten i Sälen.

De fine priser er ikke årets eneste nyhed i Stöten. Stöten har sat gang i byggeriet af et nyt skihotel. Soltorget Ski Lodge som hotellet kommer til at hede, er Stötens største investering nogensinde på over 200 millioner svenske kroner. Soltorget Ski Lodge bliver hele 6500 kvadratmeter stort med restauranter, butikslokaler, 50 lejligheder og i alt 344 nye sengepladser, det hele forventes at stå klart i december 2023.

Desuden kommer der 1000 nye sengepladser med ski-in/ski-out rundt omkring på skisportsstedet, og så bliver der bygget en ny campingplads med 108 pladser og et servicehus til denne sæson.

”Vi investerer for at give vores gæster en endnu bedre oplevelse. Vores nye Soltorget Ski Lodge, og alle de andre forbedringer som vi arbejder på, er næste skridt i vores udvikling for at blive ved med at være Sveriges bedste skidestination og sikre, at vi forsat kan levere en komplet og fuldkommen skioplevelse for enhver smag, både børnefamilier og erfarne skiløbere skal føle at deres behov bliver tilgodeset hos os. Når vi udvider kapaciteten af sengepladser, skal vi også sikre, at det hænger sammen med kapaciteten af pister og lifte. Det er særligt vigtigt i disse tider, at vi bevarer og skaber plads på hele skianlægget,” siger Johan Thorn, administrerende direktør, Stöten i Sälen.

Klimasmarte forbedringer med udvidet snekanonsystem
Stöten investerer 30 millioner i forbedringer af skiløbet. Investeringer i blandt andet snekanonsystemet og belysning på skianlægget. Med den nye belysning bliver World Cup-bakken oplyst mere effektivt samtidig med at energiforbruget sænkes. Den nye belysning bliver også sat op på den blå pist Granen, der ikke tidligere har været belyst. Pisten bliver gjort bredere til denne sæson, og med den nye belysning og sine 1900 meter er Granen Sälens længste belyste pist, hvor hele familien har mulighed for at cruise i et behageligt tempo med skøn udsigt fra tidlig morgen til sen aften. Den nye belysning er ikke bare et skridt mod at blive et mere bæredygtigt skisportssted, det giver også Stötens gæster mulighed for endnu flere timer på pisterne.

Stöten forsætter også med at finpudse og udvide sit snekanonsystem. Da over 80 procent af alle pister er dækket af snekanonsystemet, er hele skianlægget snesikret, hvilket kommer gæsterne til gode ved at skabe de ultimative betingelser for et godt underlag og en tidlig start på skisæsonen. Også i maskinparken tager Stöten et skridt mod at blive mere klimasmart. Sæsonens to nye pistemaskiner bruger nemlig motorteknologi, der bidrager til at reducere forurening og dieselforbrug.

En nyhed for alle de mindste gæster er de to nye rullebånd. På Soltorget i forbindelse med skiskolepisten bliver der placeret et 21 meter langt rullebånd, og det gamle rullebånd på Skitorget bliver erstattet af et nyt bånd i samme længde.

Endnu bedre træningsmuligheder
Stöten har tradition for konkurrenceløb, og har gennem årenes løb både været vært for verdensmesterskaberne, de svenske mesterskaber og verdensmesterskaberne i telemark. De gode skiforhold i Stöten har lagt fundamentet for træningskonceptet Stöten Race Academy. Konceptet er et skræddersyet program til grupper, hvor man fokuserer på træning, øver teknik og får privat adgang til skiløjper og en række andre faciliteter. Som noget nyt i år bliver træningsarenaen på World Cup-pisten udvidet i længden, så turen ned ad den sorte pist bliver endnu længere. 

Restaurant på skibakken
Restauranten Bistro Vildmarkskåtan ligger på skibakken og byder i år på et nyt koncept. Restauranten har fået en kærlig hånd i form af en større renovering, og nu er fokus på vellavet mad, behagelig og indbydende atmosfære samt temaaftener som fondueaftener og nytårsfest, både i lav- og højsæsonen.

Ny rute til hundeslædeture
Stöten byder ikke bare på Sälens bedste skiløb men også på mange aktiviteter uden for pisterne. I år er der en ny udbyder af oplevelser på hundeslæde i Stöten. Destination har lavet en ny rute, der giver mulighed for både længere og mere behagelige ture sammen med menneskets bedste ven i den uberørte fjeldnatur.

Fakta om Stöten:

  • Stöten ligger i den nordlige del af Sälenfjällen, kun 15 minutter fra den nye lufthavn Scandinavian Mountains Airport.
  • Östra Granfjället har en højde på 948 meter over havet og er Sälenfjällens højeste bjerg.
  • Stöten har 22 lifte og 49 pister i niveauer fra grøn til sort. Stöten har Sälenfjällens største faldhøjde på 370 meter og Sälenfjällens længste pist Mormors Störtlopp på 3060 meter.
  • Der er 8000 sengepladser i området, alle ski in/ski out.
  • I vintersæsonen har Stöten i Sälen AB cirka 250 medarbejder.
  • Stöten er blevet udnævnt som Sveriges bedste skidestination, Sveriges bedste skisportssted for børn og Sveriges bedste pist af skimagasinet Freerides læsere 2021