NyhederSkiferie

Har du styr på rejseforsikringen til skiferien?

Vinterferien står lige for døren, og i de kommende uger vil tusindvis af danskere pakke kufferten for at rejse afsted. Mange tager på skiferie – en ferieform med fart, fysisk aktivitet og en markant højere risiko for ulykker, hvilket stiller krav til rejseforsikringen.

Nye tal fra ERGO Forsikring viser, at mere end hver fjerde dansker – og endnu flere unge – ikke har en rejseforsikring. Det kan ende med at koste dyrt, hvis uheldet er ude på ferien.

Artiklen fortsætter efter videoen


Ifølge Danmarks Skiforbund tager omkring en halv million danskere hvert år på skiferie.

En ny undersøgelse fra Kantar Gallup foretaget for ERGO Forsikring viser, at hver fjerde dansker (26,5 %) ikke har en rejseforsikring. Blandt de 18-29-årige er tallet endnu højere, hvor mere end hver tredje (35,2 %) står uden dækning.

“Det er bekymrende, at så mange rejser af sted uden at være dækket – især i en ferieperiode, hvor mange fx står på ski eller rejser langt væk. Vinterferien er for mange forbundet med sportsaktiviteter og rejser, som stiller større krav til forsikringen,” siger Peter Steen Olsen, talsperson hos ERGO Forsikring.

Der kan være stor forskel på, hvordan ens rejseforsikring er skruet sammen afhængigt af hvilken type forsikring, man har. Undersøgelsen viser, at 35,1 % af danskerne har rejseforsikring gennem indboforsikringen, mens 21,1 % er dækket via deres kreditkort. Ifølge ERGO Forsikring skal man være opmærksom på, at dækningen ved disse typer forsikring ofte er begrænset og ikke nødvendigvis dækker hele rejsens længde, vintersport eller hjemtransport ved sygdom eller ulykker.

“I nogle tilfælde opdager rejsende først, at dækningen ikke rækker, når de står midt i en akut situation på ferien – og her kan regningen hurtigt løbe op i meget store beløb. Rejser man længere tid, flere gange om året eller uden for Europa, kan der derfor være behov for en særskilt rejseforsikring eller et tilvalg, der matcher rejsens indhold,” siger Peter Steen Olsen, talsperson hos ERGO Forsikring.

Unge fravælger rejseforsikring for at spare penge
Undersøgelsen viser også, at økonomi spiller en væsentlig rolle, når unge skal tage stilling til tilkøb af rejseforsikringer. 16,5 % af de 18–29-årige svarer, at årsagen til, at de ikke har valgt en udvidet eller separat rejseforsikring, er, at de vil spare penge.

Men det kan vise sig at være et kortsigtet valg med store konsekvenser – især i vinterferien, hvor mange danskere enten rejser langt væk eller dyrker risikofyldte aktiviteter som skiløb.

“Mange unge vil gerne spare penge, men alternativet kan være langt dyrere, hvis man bliver syg eller kommer til skade på ferien. Udgifter til lægehjælp eller hjemtransport kan hurtigt løbe op – særligt på skiferier, hvor skader ofte kræver akut behandling og transport fra bjergområder. Dækning via rejseforsikring handler netop om at undgå, at en ferie ender med en økonomisk belastning,” siger Peter Steen Olsen.