Internationale skinyhederSkistar

Førende skisportssteder går sammen om en mere bæredygtig turisme

De førende skisportssteder, herunder Compagnie des Alpes (Frankrig), KitzSki (Østrig), Kronplatz (Italien), Laax (Schweiz), Levi Ski Resorts (Finland), NZSki (New Zealand), Oberstdorf Kleinwalsertal Bergbahnen (Tyskland) og SkiStar (Sverige, Norge) driver tilsammen mere end 800 skilifte og står for mere end 25 millioner skidage. Den 7. maj 2025 på Interalpin i Innsbruck lancerede disse skisportssteder officielt Global Sustainability Ski Alliance – det første initiativ af sin art nogensinde i skibranchen.

Artiklen fortsætter efter videoen


Ved at forene kræfterne forstærker medlemmerne nu deres individuelle indsats og samler ressourcer og ekspertise for at tage endnu større skridt i retning af at reducere CO2-udledningen og fremme bæredygtige innovationer inden for skiturisme.

Et fælles engagement for bæredygtighed
Den nystiftede Global Sustainability Ski Alliance ser sig selv som en drivkraft for bæredygtig turisme i en tid med klimaforandringer. Alle de deltagende virksomheder har allerede implementeret individuelle bæredygtighedsinitiativer i de seneste år – nu samler de deres ekspertise. “Som en branche, der er direkte afhængig af og involveret i at opretholde stabile vinterforhold, er det vores ansvar at være med til at skabe forandring og spille en pionerrolle. Vi fokuserer vores indsats på de nødvendige emissionsreduktioner for at overholde Paris-aftalen i vores egne aktiviteter, og vi er nu nødt til at samarbejde kollektivt for i stigende grad at involvere vores forsyningskæder,” siger Dominique Thillaud, CEO for Compagnie des Alpes.

“Vi er stolte over at have taget initiativ til at etablere Global Sustainability Ski Alliance, der samler nogle af verdens førende skisportssteder for i fællesskab at skabe fremskridt mod en mere bæredygtig industri. Ved at dele indsigt, data og innovationer kan vi fremskynde de tiltag, der er nødvendige for at tackle de klimaudfordringer, som skiturismen står over for i dag,” tilføjer Stefan Sjöstrand, CEO SkiStar.

“I Levi Ski Resort er vi stærkt engagerede i at fremme eksistensen af hvide vintre, også i fremtiden. Med Global Sustainability Ski Alliance styrker branchen det internationale samarbejde, deler de bedste metoder og finder og udvikler i fællesskab bæredygtige løsninger for at sikre vintersportens fremtid,” siger Jouni Palosaari, CEO Levi Ski Resort.

Nøgletiltag, som skaber forandring
I lyset af den aktuelle klimakrise har alliancen erkendt, at omstillingen ikke kun handler om at reducere det økologiske fodaftryk, men også kræver gennemgribende ændringer i forretningsprocesserne – fra infrastruktur til styring af forsyningskæden. ”Vi samarbejder med vores leverandører om at prioritere indsatser for at reducere CO₂-udledningen og støtte dem i at udvikle løsninger med lavt CO₂-aftryk. Internationalt samarbejde med førende partnere fra lift- og turismebranchen inden for mobilitet, energiforbrug, bæredygtighed samt forskning og udvikling er afgørende for os som virksomhed, hvis vi skal sikre en fortsat positiv og succesfuld udvikling i fremtiden,” siger de to CEO’s for KitzSki, Anton Bodner og Christian Woerister.

”Ved at standardisere miljødata og udvikle præstationsindikatorer vil alliancens og dens forsyningskæders miljøpåvirkning løbende blive overvåget,” forklarer Andreas Dorfmann, CEO fra Kronplatz. Et andet vigtigt fokus for medlemmerne er moderniseringen af infrastrukturen: “Vi fremmer elektrificeringen og optimeringen af vores faciliteter, integrerer dem i lokale netværk og øger vores fokus på vedvarende energi og højere energieffektivitet af respekt for naturen,” tilføjer Reto Gurter, CEO og president for Weisse Arena Group, virksomheden der driver skidestinationen LAAX. Disse tiltag reducerer udledningen og sikrer en bæredygtig drift på lang sigt.

En støtte til lokalsamfund
Alliancen er også forpligtet til at styrke lokalsamfundene og påtage sig et socialt og regionalt ansvar ved siden af miljøbeskyttelsen. Turistoperatørerne ser sig selv som en integreret del af lokalsamfundene med en direkte indvirkning på arbejdspladser, økonomiske cyklusser og generel livskvalitet i regionen.
For at gøre dette bidrag målbart og sammenligneligt udveksler medlemmerne best practice for at måle og kommunikere deres engagement. “Vi vil gerne vise, hvordan bæredygtig turisme fungerer i praksis – økonomisk levedygtigt, miljøeffektivt og socialt ansvarligt,” understreger Henrik Volpert, CEO for OK Bergbahnen.

Innovation og samarbejde som søjler for succes
“Den sande styrke i vores alliance ligger i vores fælles ambition om at transformere branchen på en bæredygtig måde gennem kollektivt ansvar og banebrydende innovation,” siger Paul Anderson, CEO for NZSki. Gennem koordineret vidensdeling, fælles prioritering af handlinger og teknisk samarbejde vil fremskridtene ikke kun blive fremskyndet, men også gjort skalerbare.

Med deres strukturerede, datadrevne tilgang og brede sammenslutning har medlemmerne af Global Sustainability Ski Alliance til formål at sende et klart budskab om, at bæredygtig turisme er opnåelig, målbar og økonomisk levedygtig.