Miljøvenlig skiferie vinder frem: Ulricehamn vil gøre op med madspild

I disse dage sætter vi på SkiSverige.dk fokus på bæredygtighedstiltag på svenske skidestinationer. Nedenstående er historien om opgøret med madspil i Ulricehamn.

Hotel Lassalyckan, som er et populært hotel i Ulricehamn, har indført ny madpolitik. For at reducere madspild fra morgenbuffeten, vil der den sidste halve time på hverdage ikke sættes mere frem. Der skal spises op, kan man sige (man må dog altid spørge efter noget, man mangler). Rengøring er også et punkt, hvor hotellet ønsker at tage hensyn til miljøet. Ønsker man rengøring på sit værelse, skal man skilte med det, og ellers gøres der rent ved afrejse – dette for at reducere tøj- og vandforbrug og også spare på personalet. Lassalyckan arbejder også på at udskifte belysningen til lavenergibelysning, og nye miljøvenlige pistemaskiner er indkøbt.

Ulricehamns Ski Center, den alpine del af skiudbuddet i området, arbejder også aktivt for at reducere miljøpåvirkningen. Pistemaskiner og andre køretøjer benytter miljøvenlige drivmidler og smøreolier, og al elektricitet er grøn fra fornybare kilder. Den mad, man serverer, er også miljøvenlig og lokalproduceret.