FeaturesNyheder

Syv ud af ti danske skiløberes valg af skiferie påvirkes af den økonomiske situation – valutakurs kan blive afgørende

Mange danskere planlægger lige nu deres skiferie. Hele 7 ud af 10 danske skiløbere siger i en ny undersøgelse fra SkiStar, der står bag Nordens største skidestinationer og YouGov, at den økonomiske situation med højere inflation og højere priser påvirker deres valg af destination. Men mange – cirka 60 procent af danske skiløbere ifølge undersøgelsen – har allerede booket deres ferie eller planlægger at gøre det, og tager man nordpå, kan man få ekstra meget skiløb for pengene lige nu, da valutafordelen for danskerne er stor i både Sverige og Norge.

Skiferie til fornuftig pris er noget af det, som har størst betydning for danskerne, når de vælger skisportssted. Hele 83 procent af danske skiløbere mener, at skiferie til en fornuftig pris er meget vigtigt eller rimelig vigtigt. Og mange har fået øjnene op for, at lave priser på grund af en favorabel valutakurs kan være vejen frem, for at få mere for pengene på ferien. 7 ud af 10 danske skiløbere synes, at lave priser og leveomkostninger på grund af en favorabel valutakurs er et meget vigtigt eller rimelig vigtigt forhold, når de vælger skisportssted, viser en ny undersøgelse fra SkiStar gennemført af analyseinstituttet YouGov*.

Både den svenske og norske valutakurs er usædvanligt fordelagtig for danskerne lige nu. Særligt den svenske krone er på vej ned og ligger ikke langt fra de rekordlave niveauer under finanskrisen i 2009.

“Lige nu er der en uhørt fordelagtig valutakurs på den svenske og norske krone, hvilket er en stor fordel for vores danske gæster, som nu får endnu mere for pengene, når de rejser nordpå. Vi er rigtig glade for at se, at så mange danskere allerede nu planlægger skiferie til vores svenske og norske destinationer, og dem, der ikke har booket end nu, skal ikke vente for længe, for vores højsæsonsuger bliver booket hurtigt lige nu”, siger Stefan Sjöstrand administrerende direktør for SkiStar.

Totalt står danskerne for 20 procent af Skistars vinterbookinger, og i norske Hemsedal er hele 40 procent af bookingerne danske i år.

I svenske Åre og Vemdalen er der stadig overnatningsmuligheder tilbage i danskernes vinterferie. Til både Åre og Vemdalen kan man rejse direkte fra København med tog. Danskerfavoritten Sälen i Sverige oplever stor interesse, så her skal man booke hurtigst muligt for at få ski-in/ski-out til den bedste pris. Til Sälen er der både mulighed for at flyve direkte eller køre bil.