SkiStar melder om bookingrekord fra danskere
Der bliver flere danskere end nogensinde på SkiStars destinationer denne vinter ifølge SkiStars seneste bookingtal. SkiStar, der er Skandinaviens førende skiferievirksomhed, rapporterer stigninger på op til 67 procent og en gennemsnitlig stigning på 37 procent i danske bookinger sammenlignet med sidste vinter. Og tre ud af ti gæster er helt nye på SkiStars destinationer. Det er især SkiStars svenske skisportssteder, der lokker danskerne.
Danske bookinger til svenske Åre, Vemdalen og Sälen stiger markant denne vinter. Sammenlignet med sidste år er stigningerne på 67 procent til Åre, 61 procent til Vemdalen og 47 procent til Sälen.
“Vi glæder os enormt meget over, at danskerne i den grad har opdaget fordelene ved at booke skiferie i Sverige og Norge denne vinter. Der er både den store valutafordel, som man kan få gavn af, og så er det også vigtigt for danskerne, at vores skisportssteder er snesikre. Vi tilbyder snegaranti fra 16. december, indtil vi lukker engang i foråret. Vi har allerede minusgrader, og den første sne er faldet på alle vores fem destinationer”, siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør for SkiStar.
Tallene fra SkiStar viser, at der er regionale forskelle i danskernes bookinger. Det er især københavnerne og sønderjyderne, der booker mere end sidste år. Bookinger fra København stiger med 49 procent og fra Sønderjylland 48 procent sammenlignet med sidste sæson.
Danskerne prioriterer at bo tæt på pisterne, ski-in/ski-out-lejligheder er mest populære. Nyhederne SkiStar Lodge Vemdalen og SkiStar Lodge Trysil er nogle af de populære overnatningssteder, der opfylder danskernes ønsker, og som danskerne derfor booker.
Der er også en markant stigning i antallet af danske elever i skiskolerne, 4.000 flere elever end sidste vinter kan se frem til at blive bedre til at stå på ski, hvilket er en stigning på over 60 procent.
Det ser også ud til, at mange familier med små børn kommer på ski i vinter, der er en stigning på 37 procent i bookingerne af Valles vinteruger, hvor børn til og med seks år får gratis skiskole, skileje og liftkort i ugerne 2-5 og uge 15.
Fakta:
- 37 procent stigning i danske bookinger af overnatning sammenlignet med sidste vinter
- 53 procent stigning i danske bookinger af overnatning sammenlignet med perioden før coronasæsonen 19/20
- Stigning i bookinger sammenlignet med sidste vinter: Jylland 33 procent, Sjælland 42 procent, Fyn 43 procent.
Alle bookingtal er fra SkiStars bookingsystem i oktober 2023 og sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.